EAN-kongres i Paris erstattes af gratis virtuel kongres
EAN’s årlige kongres, som skulle være afholdt 23.-26. maj i Paris, bliver i stedet afviklet som et gratis on-line-tilbud. En række videnskabelige kongresser er i den seneste tid blevet aflyst på grund af coronapandemien, men EAN har besluttet at gennemføre neurologernes kongres virtuelt.
”Svære tider kalder på kreative løsninger, som kan bane vejen for en bedre fremtid. Vi må forblive positive, stærke og stå sammen for at komme gennem denne krise, og derfor har EAN’s bestyrelse besluttet at organisere en virtuel kongres og tilbyde de neurologiske miljøer uddannelse, videnskabelige nyheder og best practice, uden at man behøver at tage hjemmefra,” skriver EAN’s præsident Claudio L. Bassetti i et nyhedsbrev til medlemmerne.
Alle sessioner vil ifølge nyhedsbrevet ligge gratis tilgængeligt for medlemmer af EAN fra den 27. maj og frem. Medlemmer, der allerede har betalt for deres deltagelse i den nu aflyste kongres i Paris, vil få refunderet pengene, skriver EAN.