Medicinrådet har 10.017 grunde til at skifte mening om Spinraza

- først med nyheder om medicin

Neurologer: Telefon- og video-konsultationer giver mere flow og skaber nye muligheder

Både på Dansk Hovedpinecenter og hos de privatpraktiserende neurologer har man under coronakrisen benyttet sig af telefon- og video-konsultationer.

Patienterne har været glade for ikke at skulle ud at køre – og ved hjælp af de digitale løsninger har man undgået at oparbejde en pukkel og dermed yderligere ventetid.

Tidligere har man også benyttet sig af telefon- og skype-konsultationer på Dansk Hovedpinecenter – men især, når det handlede om patienter udenfor hovedstadsområdet, i Grønland og på Færøerne. Alle andre patienter har taget vejen til Rigshospitalet-Glostrup for at følge deres konsultationer og behandling. Men med coronakrisen var det ikke længere muligt at modtage patienter i klinikken i samme omfang som tidligere, og neurologerne har derfor haft langt flere konsultationer på telefon end normalt. Det fortæller Rigmor Højland Jensen, som er professor og direktør på Dansk Hovedpinecenter.

”Vi har på den måde undgået at udskyde konsultationer og medicin-reguleringer - og har derved også i et vist omfang undgået, at vi efter coronakrisen står med en pukkel, som vil lægge til den ventetid, som vi i forvejen har på Dansk Hovedpinecenter,” siger hun.

Patienterne er tilfredse og trygge

Rigmor Højland Jensen fortæller, at patienterne normalt møder op til konsultation og regulering af deres medicin hver tredje måned, men at man nu har reguleret behandlingen på telefon blandt andet på baggrund af blodprøvesvar, som neurologerne tilgår via Sundhedsplatformen. Udlevering af antistof-behandling er foregået på parkeringspladsen foran Dansk Hovedpinecenter. Dog har man ikke kunnet behandle patienter med injektioner af botulinum toksin i perioden.

”Erfaringerne har været gode, vi har oplevet et større flow i konsultationerne, fordi de foregår på telefon – og patienternes tilbagemelding er, at de er tilfredse og trygge og i øvrigt også glade for ikke at skulle tage turen til Glostrup,” siger hun.

I øvrigt føler Rigmor Højland Jensen sig overbevist om, at man også på den anden side af coronakrisen i højere grad vil benytte sig af digitale konsultationer:

”Man kunne forestille sig en forundersøgelse hos en læge, og at patienterne derefter bliver ringet op af en læge eller en sygeplejerske til nogle af de opfølgende konsultationer.”

De fysiske spørgeskemaer og dagbøger, som patienterne fører imellem konsultationerne ligger nu elektronisk og kan opdateres og tilgås digitalt, tilføjer Rigmor Højland Jensen – noget som måske kan give udfordringer for nogle patienter:

”Det kræver selvfølgelig, at patienterne kan finde ud af at bruge Sundhedsplatformen og de elektroniske systemer. Det kan være svært for eksempelvis en patient på 87 eller en svagtseende patient – men vi kan i hvert fald fremadrettet blive bedre til at opfordre patienterne til at bruge Min Sundhedsplatform.”

Patienternes behov er vigtigst at tilgodese

Også landets privatpraktiserende neurologer har benyttet video-konsultationer under coronakrisen – og selv om det i udgangspunkt er en tidsbegrænset ordning, som kun gælder til udgangen af juni, så et det ikke utænkeligt, at man vil fortsætte med tilbuddet efter krisen. Det fortæller privatpraktiserende neurolog på Frederiksberg og formand for DNO (De danske nervelægers organisation) Stephen W. Pedersen:

”Vi har fået lov til at anvende den platform, som PLO har udviklet - og den fungerer fint. Holdningen blandt både neurologer og patienter er, at det her bestemt ikke er nogen dårlig løsning. Nogle behandlinger kan man naturligvis ikke give, uden at patienten møder fysisk op, men tilgængeligheden og nemheden for patienterne er værd at tage med i betragtning, når det handler om opfølgende konsultationer. De skal ikke gå fra deres arbejde og skal ikke bruge tid på transport.”

Stephen W. Pedersen pointerer, at det er patientens behov, som i den sammenhæng er vigtigst at tilgodese:

”Hvis telefonkonsultationer opfylder både de kvalitative og kvantitative krav, hvilket det ser ud til, så er det bestemt noget, som jeg godt kunne forestille mig, at vi fortsætter med.”

DNO vil nu indsamle data fra både patienter og neurologer for at høre, hvordan de oplever telefonkonsultationerne.

Fysioterapi på video

På sundhedsplatformen findes der desuden en mulighed for video-konsultationer. Det har både fysioterapeuter og psykologer på Dansk Hovedpinecenter benyttet sig af. I forhold til fysioterapi har man benyttet muligheden ved kontroller af de ambulante patienter. Det fortæller fysioterapeut og p.hd. Bjarne Kjeldgaard Madsen:

”At møde patienterne ansigt til ansigt er naturligvis stadig bedst og af og til nødvendigt, men i forhold til at tale med dem i telefonen, så er video en bedre løsning og giver patienterne mere værdi. Vi kan se patienterne udføre de øvelser, som vi har instrueret dem i ved den indledende konsultation, og vi har mulighed for at korrigere og optimere deres træning og at give dem nye øvelser,” siger han.

Feedbacken fra patienterne er god, og Bjarne Kjeldgaard Madsen kan sagtens forestille sig, at det er noget, som man vil fortsætte med efter coronakrisen:

”Vi ser patienter fra hele landet – de kan måske fremover spare noget transport.”