Immunterapi-baseret kræftbehandling kan udløse autoimmun hjernebetændelse

EAN: Immunterapien har revolutioneret onkologien - men autoimmune neurologiske følgevirkninger som for eksempel hjernebetændelse (encefalitis) kan være en konsekvens, som man fremadrettet skal have øget opmærksomhed på, viser dansk studie.

Et hold danske forskere har i et studie (OPR 167) præsenteret ved dette års virtuelle EAN-kongres (European Academy of Neurolog) undersøgt de kliniske og laboratoriemæssige fund ved autoimmun hjernebetændelse (AIE) relateret til behandling med immunterapi (ICPI-AIE). Blandt andet har de søgt at klarlægge, om der er tale om en limbisk encephalitis eller en heterogen tilstand, der involverer ekstralimbiske områder, og hvor neuronal overflade eller intracellulær AIE-antistoffer er til stede.

Baggrunden for studiet, som blev publiceret i tidsskriftet Neurology i maj, 2021, er, at man på Rigshospitalets neurologiske center har behandlet en kvindelig patient for hjernebetændelse. Man fik mistanke om, at tilstanden var udløst af behandling med immunterapi og besluttede sig derfor for at gennemgå litteraturen for lignende tilfælde i perioden 2015 til primo 2020. Det fortæller læge og førsteforfatter på studiet, Vardan Nersesjan:

”Vi endte med en blandet population – nogle med limbisk encefalit og andre med ikke-limbisk encefalit, hvor vi kunne se, at de hyppigst forekommende antistoffer i blodet og i spinalvæsken var intra-neuronale antistoffer – traditionelt associeret med cancer. Vores resultater peger i retning på, at patienterne generelt responderer godt på immunsupprimerende behandling af hjernebetændelsen, men en subgruppe af patienter med tilstedeværelse af intra-neuronale antistoffer responderer dårligt på behandlingen.”

39 studier opfyldte inklusionskriterierne, hvilket i alt førte til en studiepopulation på 54 registrerede ICPI-AIE-patienter. Gennemsnitsalderen var 58,6 år; og 43 procent af dem var kvinder. De mest almindelige kræftformer omfattede melanom (30 procent) og ikke-småcellet lungekræft (tre procent). Hjernemetastaser blev fundet hos 16 patienter (30 procent). Den hyppigst anvendte immunterapi var nivolumab (61 procent). Encefalitis debuterede efter en median på 3,5 behandlings-cyklusser, men tidligere og senere præsentationer var dog også almindelige. Ikke-limbisk AIE var dobbelt så hyppig som limbisk AIE (p <0,05). De mest almindelige laboratorie-abnormiteter inkluderede bitemporal FLAIR læsioner på MR, kontinuerlige langsomme bølger og diffus, lavfrekvent aktivitet på EEG og monocytisk pleocytose på analyse af cerebrospinalvæske. Intra-neuronale antistoffer var hyppigere end neuronale overflade-antistoffer, og en signifikant prædiktor for manglende effekt efter førstelinje-behandling med immunsupression.

Ifølge Vardan Nersesjan er der to perspektiver i at undersøge sammenhængen mellem behandling med immunterapi og udvikling af hjernebetændelse:

”Vi håber at skabe mere opmærksomhed på en sjælden, men eksisterende komplikation til behandling med immunterapi. Dernæst kan man forestille sig, at man i fremtiden måske kan screene patienterne for antistoffer før behandling med immunterapi. Dette for at afgøre, om tilstedeværelsen af specifikke antistoffer kan forudsige hvem, der er i særlig risiko for at udvikle hjernebetændelse i forbindelse med behandlingen.”