Grethe Andersen går på pension, men fortsætter forskningen.

Som ung reservelæge i en medicinsk afdeling så professor i neurologi ved Aarhus Universitetshospital Grethe Andersen, hvordan psykosociale konsekvenser efter et stroke gjorde livet kummerligt for patienterne.

I dag, et langt og vedholdende arbejdsliv senere, kan Grethe Andersen med god ret tage en betydelig del af æren for, at stroke er blevet en sygdom, som mange kan komme ud af med en høj grad af førlighed og livskvalitet i behold. 

Grethe Andersen er dette efterår gået på pension, og på CV’et har hun behandlingsmæssige milepæle som etableringen af den referencegruppe, der i 2003 formulerede det første referenceprogram for apopleksiområdet. Et program, der dannede grundlag for, at stroke kunne behandles efter guidelines og kvalitetsmål. 

Hun var også en drivende kraft i etableringen af det tværfaglige Dansk Stroke Selskab, og hun var i høj grad også den, der - på baggrund af referencegruppens arbejde - drev indførelsen af trombolysebehandling i Danmark. En behandling, der på det tidspunkt var udbredt modstand imod.

Øget livskvalitet

Alt sammen tiltag, der har været med til at øge overlevelsen og ikke mindst livskvaliteten for mennesker, der bliver ramt af stroke, så betragteligt, at en af landets største patientforeninger, Hjerteforeningen, ligefrem oplever en medlemsflugt, som eksperter i høj grad tilskriver succesen på strokeområdet. Patienternes efterfølgende liv er i dag så godt, at mange ikke har behov for en patientforening.

“Der er bare sket flere og flere fremskridt. I starten kunne vi ikke behandle efter 80-årsalderen, men så fandt man ud af, at det kan man godt. Også helt op til 100 årsalderen. Så aldersgrænsen faldt væk. Så påviste man, at man hos patienter, hvor man ikke kender det nøjagtige debuttidspunkt, kan bruge en MR-scanning til at se, i hvilket tidsrum stroket er kommet, og så kan man også behandle disse patienter med trombolyse. Siden kom trombektomien på, hvor de store blodpropper kunne trækkes ud med kateter, og på den måde har man udvidet og udvidet behandlingsmulighederne, så det i dag er en helt anden situation at få et stroke. I hvert fald for den halvdel af alle patienterne, der kommer ind til os inden for det tidsrum, det er nødvendigt for at gennemføre behandlingen,” siger Grethe Andersen. 

Det var strokeområdets held, at Grethe Andersen modsat de fleste andre læger ikke lod sig skræmme af elendigheden på den medicinske afdeling i 80’erne. 

Hun blev, selv om der ingen tilbud var om behandling til apopleksipatienter.

Mistede lysten til at leve

Tværtimod blev patienterne passiviseret i fast sengeleje, og Grethe Andersen oplevede, at de tabte sig voldsomt og mistede lysten til at leve, mens de lå der. Så da hun på Aalborg Universitet hørte en amerikansk professor tale om, at man kunne behandle depression efter stroke, og hendes chef opfordrede hende til at foretage en undersøgelse af spørgsmålet, slog hun til. 

“På det tidspunkt talte man om, at strokepatienter ikke var motiverede. Man talte om det, som om de selv var skyld i deres situation, og jeg hørte mange patienter fortælle, at de havde fået at vide, at de skulle tage sig sammen og prøve at se fremad. Men det var jo simpelthen ulideligt for patienterne at ligge der, og det var helt forkert og måske oven i købet farligt for dem. Så det, jeg hørte i Aalborg, talte lige ind i min situation, for jeg så alle disse patienter, som, jeg godt kunne se, var deprimerede,” siger Grethe Andersen. 

Hun gik systematisk til arbejdet med undersøgelsen, og endte med at følge 300 patienter et år efter, at de fik deres stroke, og undersøgelsen blev en åbenbaring. 

“Helt banalt opdagede jeg, at patienter med mindre skader kom sig bedre og var mindre udsat for depression end patienter med mere omfattende skader, og derfor vidste jeg, at det bedste man kunne gøre for en patient med stroke var at hæmme udviklingen af vævsskade i den akutte fase. Vævsskade kommer ikke på et øjeblik, den udvikler sig i løbet af de første timer til døgn efter et stroke, så man skal ind at standse den skadelige udvikling så tidligt som muligt,” siger Grethe Andersen. 

I front

Grundlæggende lærte studiet Grethe Andersen, at det giver en kolossal viden at være systematisk i sin indsamling af data, og nu stod hun med en ny viden, der gjorde hende meget modtagelig, da der omkring midthalvfemserne begyndte at komme positive resultater med trombolysebehandling til patienter med blodprop i hjernen. 

I firserne havde man fatale resultater med behandlingen, og derfor var der betydelig modstand, da man ti-femten år senere efterhånden havde fundet frem til en måde at give behandlingen på uden at udløse voldsom hjerneblødning.

Men da de europæiske lægemiddelmyndigheder i 2002 på baggrund af positive forskningsresultater godkendte trombolysebehandling, var Grethe Andersen og hendes kolleger i Aarhus klar. 

“Det var det, vi ventede på, og i styregruppen for strokebehandling i Aarhus besluttede vi, at vi ville tilbyde den behandling, selv om der var megen modstand. Blandt andet havde Sundhedsstyrelsen nogle rådgivere, der mente, at risikoen for hjerneblødninger var for stor, men jeg var blevet sat i spidsen for strokebehandling i Aarhus, fordi der var ikke andre, der ville have det område, og det var mit held,” fortæller Grethe Andersen. 

Resultaterne viste sig næsten øjeblikkeligt. 

"Når det virkelig gik godt, kunne man stå ved siden af sengen og se forandringen efter at have givet behandlingen. Jeg husker en mand i 50’erne, der kom ind med lammelse i ansigtet i benene, og som ikke kunne sige noget. Men knap to timer efter, at behandlingen var begyndt, kunne man se lammelsen forsvinde fra ansigtet, og talen kom tilbage, og stille og roligt fik han bevægelsen tilbage i arm og fingre. Det var jo nærmest af bibelske dimensioner at opleve det, og det oplevede vi flere gange, så det var en dramatisk forandring,” fortæller Grethe Andersen.

Forløbet var med til at lægge sporet for, at den århusianske professor siden har vægtet forskningen lige så højt som klinikken. 

“Politikerne siger, at lægerne er i front, og at være i front betyder at have fingeren på pulsen og have modet til at lave tingene om, selv om der er modstand i systemet og det koster penge,” siger hun. 

Stadig ambitiøs

Selv om Grethe Andersen nu har lagt det kliniske arbejde bag sig, har hun stadig en fod i døren, og med en ugentlig forskningsdag ved Aarhus Universitetshospital vil hun fortsat dedikere tid til at bidrage til at forbedre indsatsen.

“Desværre er der stadig patienter, der af forskellige grunde ikke kommer på hospitalet i tide. Det kan være fordi de ligger alene og hjælpeløse, eller der kan være andre ting, der kommer i vejen, og jeg vil blandt andet bruge tid på at undersøge, om vi kan blive bedre til at nå disse patienter,” fortæller Grethe Andersen. 

40 procent af danskerne bor alene, så det er ikke en ubetydelig andel af befolkningen, hvor det vil være relevant at udvikle systemer, så man kunne få bedre fat i dem, for det kunne måske være en måde at få flere patienter tidligere ind. Potentialet for forbedring er ikke det samme, som det var i halvfemserne, men der er sat et ambitiøst mål om, at øge andelen af patienter, der kan behandles med trombolyse fra 23 procent til 35 procent. 

“Det er lidt ambitiøst, men der er jo ikke noget ved at sætte målet på 28 procent vel vidende, at vi vil nå det om et par år,” siger Grethe Andersen.