Speciallæger kastes i armene på læger indenfor andre specialer

Det nyeste er, at lungemedicinere og dermatologer nærmest tvinges til at samarbejde, og omdrejningspunktet er deres specialers håndtering af patienter med inflammatoriske sygdomme, om det er atopisk dermatitis eller svær astma.

Netop til disse patienter er nu ankommet lægemidler med ens virkningsmekanismer, men rettet til hver sine sygdomme og med forskellige navne.

Snart ankommer endnu flere lægemidler til de selvsamme sygdomme, og budskabet er, at de respektive speciallæger simpelthen må og skal være opmærksomme på symptomer på andre sygdomme end ”deres egne”, når de stiller deres diagnoser.

Dermatologerne skal altså være opmærksomme på lungesygdomme, og lungemedicinerne skal have øje for dermatologiske udfordringer. Det kan kræve, at de deler deres indsigter, hvad angår sygdomme, der hører til under netop deres specialer.

Det er, hvad der behøves nu. Måske skal de to specialer ligefrem lære hinanden at kende - kunne hinandens sprog, forstå mere om modpartens speciale. Det vil være nyttigt på vegne af deres patienter.

Dermatologerne og lungemedicinerne er i øvrigt ikke ene om at skulle skele til kolleger med andre specialer. Nej, det særlige behov for samarbejde driver tværtimod terapiudviklingen indenfor en masse specialer.

I de seneste år har det især berørt diabetes, hvor nye lægemidler, især SGLT2-hæmmere, rettet til type 2-diabetes viser sig at have overbevisende effekt mod hjertekarsygdomme. Lægemidlerne er så effektfulde, at det er givet, at lægemidler, som er introduceret til type 2-diabetes, burde ibrugtages til patienter med hjertekar-risici – også uden de har diabetes.

Effekten er så overbevisende, at det er givet, at SGLT2-hæmmere snart lægges ovenpå insulinbehandling af type 1-diabetes – til erstatning for de hidtil anvendte lægemidler, som rettede sig mod kardiologiske risici.

Indlysende skal kardiologerne i dialog med endokrinologerne, der i flere år har anvendt SGLT2-hæmmere, og som kender dem som deres egen baghave. Den dialog skal nok komme i gang, men den er nu ikke nem – kardiologer og endokrinologer har temmelig store kulturforskelle, som man hurtigt opdager. Kardiologerne er meget direkte i deres tilgang. De er vant til kæmpestore studier med meget overvisende resultater og derfor indlysende konklusioner. Så er det bare at komme i gang.

Sådan er det ikke med endokrinologerne, som er vant til at gå langsomt frem, dosere sig frem til de rette effekter. I de kredse går man ikke bare i lag med nye lægemidler.

Netop disse lægemidler, SGLT2-hæmmere, har nu – for det ikke skal være løgn – kastet diabeteslægerne i armene på nefrologerne. SGLT2-hæmmere har nemlig også vist sig at have effekt på diabetiske nyresygdomme. Så nu skal endokrinologerne også lære nefrologerne at kende – og omvendt. Snart kan det vise sig, at disse lægemidler også kan anvendes til nyresygdomme hos patienter – uden diabetes.

Det er den vej, det går – og det er jo ikke nyt, blot var det tidligere bivirkninger af lægemidler, som kastede speciallæger i armene på kolleger med andre specialer. Mest udtalt på kræftområdet, hvor det hurtigt stod klart, at kemoterapi havde - og har - bivirkninger på f.eks. hjertet. Det er jo ikke ualmindeligt, at en patient helbredes for kræft, men dør kort tid efter af hjertesygdom. Det har ligefrem ført til et subspecialet onco-cardiologi eller cardio-oncologi, afhængigt af ståstedet.

I dag er udgangspunktet nærmest det modsatte. Nu er det ikke orienteret mod bivirkninger, men mod gevinster for patienter i forskellige specialer, om det er endokrinologi-kardiologi, endokrinologi-nefrologi eller som i det aktuelle tilfælde dermatologi-lungemedicin.

Der er al mulig grund til at tro, at anledningen til fremtidigt samarbejde mellem lægespecialer, som aldrig har haft med hinanden at skaffe, vil vokse voldsomt i de kommende mange år. Det er den vej, lægemiddeludviklingen går, nu da det menneskelige genom er kortlagt, og lægemidler rettes mod specifikke receptorer eller markører.

Netop derfor er det bemærkelsesværdigt, at Danmark og velsagtens hele verden er i gang med at opbygge supersygehuse med endnu stærkere opdelte specialer. Fremtiden trækker nemlig i en helt anden retning. Til gengæld er den retning, indrømmet, vanskelig at indtænke i sygehuse.

Men når det ikke kan indtænkes i mure, vægge, rum og etager, så skal det indtænkes i kommunikation. Der er brug for at sikre specialer adgang til kommunikation til deres kolleger med andre specialer. Måske ikke som med kræftområdets multidisciplinære teams – det skyder vel over mål.

Men tankegangen er der brug for. Det er nemlig denne kommunikation - eller endnu bedre samvær - som skal sikre, at patienter med inflammatorisk atypisk dermatitis også tjekkes for inflammatoriske luftvejssygdomme. Og omvendt naturligvis.