Urimeligt, at der ikke er tilskud til simpel løsning for søvnapnø
Har du søvnapnø kan du få udleveret en gratis CPAP-maskine fra hospitalet, som du skal sove med om natten resten af livet. Men en ny og mere simpel løsning er en bestemt tandskinne, som skal laves hos tandlægen.
Men den skal du selv betale, og det er ikke rimeligt, mener Susanne Kleist, formand for Tandlægeforeningen, og og Ellinor Wollf, Dansk Søvnapnø Forening.
75.000 danskere har fået konstateret sygdommen søvnapnø, men man regner med, at det reelle tal er hele to-tre gange større – altså 150-200.000.
Søvnapnø skyldes, at den bløde gane og tungen falder tilbage, så svælget lukkes, og man ikke kan trække vejret. Mennesker med søvnapnø snorker kraftigt og ligger uroligt om natten. Imellem de kraftige snorkelyde er der vejrtrækningspauser eller ”apnøer”, som kan vare op til et minut. Det normale søvnmønster er ødelagt, og man får aldrig en længerevarende dyb søvn. Derfor er man som regel abnormt træt om dagen. Trætheden kan være så slem, at man pludselig falder i søvn midt på dagen, f.eks. på arbejdspladsen eller i bilen. Det er både ubehageligt og kan medføre farlige situationer. Søvnapnø kan også give nedsat hukommelse, koncentrationsbesvær og nedsat seksuel lyst, og mange har alvorlige følgesygdomme såsom diabetes, hjerte-kar lidelser og KOL. Det er derfor vigtigt at få behandlet sygdommen.
Den mest udbredte behandling er en næsemaske kaldet CPAP, som man kan få offentligt tilskud til. CPAP virker på mange patienter, men ikke på alle. En anden og simplere løsning er en tandskinne, som skubber underkæben en lille smule fremad og dermed skaber mere plads i svælget. Den skal laves af en tandlæge, men der er intet tilskud til tandskinner, selvom patienten sidder tilbage med en udgift på op til 10.000 kroner. Det er ikke rimeligt.
En af de danskere, der er ramt af søvnaopnø, er Anette på 60 år. Til sidst sov hun kun to timer om natten. Hun faldt i søvn, når hun talte med familien eller satte sig i sofaen. Hun prøvede en næsemaske, men den fungerede ikke for hende, og hun fik det først bedre, da hun fik en tandskinne.
”Hvad angår livskvalitet, så er der vist ingen, der kan være i tvivl om, at det er langt mindre indgribende at skulle sove med en skinne på om natten, end at føle sig som en astronaut på vej ud i rummet”, fortæller hun.
"Vi foreslår, at man indfører et tilskud til tandskinner mod søvnapnø, så mennesker der er ramt af søvnapnø, får et alternativ til CPAP," skriver de to i et debatindlæg på Sundhedspolitisk Tidsskrift.