Skift fra injektion til oral behandling øger ikke risiko for sygdomsaktivitet

AAN: Patienter, der ønsker at skifte fra de ældre injektionsbehandlinger til tabletbehandling med enten Aubagio (teriflunomid) eller Tecfidera (Dimetylfumerat), kan roligt gøre det.

Skift mellem disse moderat effektive behandlinger er nemlig ikke forbundet med forhøjet risiko for attakker og handikapprogression, konkluderer forskere fra Dansk Multipel Sclerose Center i et nyt studie.

Neurologer har nok formodet det, men nu kan de pakke eventuelle bekymringer helt væk, når en MS-patient ønsker at skifte fra interferon beta-1a eller glatirameracetat til en af de to andre førstelinjebehandlinger Aubagio og Tecfidera. Et skift udløser nemlig ikke flere attakker eller mere tab af funktionsevne, end patienten vil få ved at fortsætte injektionsbehandlingen, viser nye data fra 3.206 patienter i Det Danske Scleroseregister, der for første gang dokumenterer risikoen ved det laterale behandlingsskift.

Studiet er for nylig publiceret i British Medical Journals tidsskrift Journal of Neurology, Neurosurgery and Psychiatry, og bliver desuden præsenteret som en poster ved den igangværende AAN-kongres 2021. 

Kohorten består af MS-patienter, som havde været klinisk stabile i deres injektionsbehandling i minimum et år ved studiets start. Den omfatter to store grupper, der skiftede til henholdsvis Aubagio og Tecfidera, da de orale MS-præparater kom på markedet omkring 2014, og en tilsvarende stor sammenlignelig gruppe, som fortsatte sin velfungerende behandling. 

Fulgt i godt og vel fire år

Patienterne er blevet fulgt godt og vel fire år, hvor der er registreret data for attakker og EDSS-forværring. MR-data indgår ikke i studiet, da der ikke foreligger tilstrækkelig med MR-data fra de første behandlingsår i studiet, men for attakker og handikapudvikling viser undersøgelsen, at forekomsten er omtrent den samme i alle grupper.  

“Overordnet set var der heldigvis ikke nogen forskel på grupperne. Behandlingsskift er altid forbundet med overvejelser om et sammensurium af faktorer i forhold til om man gør skade eller gavn for patienten, men i dette tilfælde kan vi altså se, at et skift ikke er forbundet med nogen væsentlig risiko på de parametre, vi har målt på,” siger læge og ph.d. Mathias Buron, som har stået i spidsen for studiet. 

Studiet viser minimale forskelle i risikoen mellem patienter, der skifter til Aubagio og dem, der skifter til Tecfidera, hvor patienter i førstnævnte gruppe tenderer svagt til en forhøjet risiko for attakker (HR: 1.25, 95% CI 0.96 to 1.63), mens patienter, der skifter til Tecfidera tenderer til en lidt lavere attak-risiko (HR: 0.73, 95 procent CI 0.51 to 1.04). 

Ingen af grupperne oplevede imidlertid øget risiko for handicapforværring (Tecfidera (HR: 1.15, 95% CI 0.88 to 1.50), Aubagio (HR: 1.16, 95% CI 0.92 to 1.46)), og de absolutte forskelle i risiko for attakker var så små, og forsvandt faktisk ved analyser, som korrigerede tidsafhængigt for underliggende confoundere, at forskerne anser dem for at være negligable.  

“Hovedkonklusionen er, at det er fuldt forsvarligt at skifte patienter i de gamle injektionsbehandlinger til orale behandlinger. Har man en patient, som er særligt nervøs for attakker, kunne man som kliniker være mere tilbøjelig til at vælge dimethylfumerat, hvorimod en patient, som var mere nervøs for bivrkninger, måske vil foretrække teriflunomid, da vi ved, at dimethylfumerat kan give nogle lidt mere krasse bivirkninger. Det kan trykke antallet af hvide blodlegemer, og så kan det give mavesmerter og andre gastrointestinale bivirkninger, så studiet kan bruges til at understøtte nogle af de kliniske overvejelser for neurolog og patient i forbindelse med valg af behandling,” siger Mathias Buron.