Neurologer gør status over behandling af refraktær status epilepticus
Refraktær status epilepticus (RSE) kan behandles lige godt med midazolam eller propofol, og forlænget EEG monitorering kan reducere varigheden af intravenøs behandling med anfaldsbrydende medicin.
RSE er defineret som status epilepticus, der fortsætter efter behandling med en benzodiazepin og et andet anfaldsbrydende medikament. Behandlingen af RSE er meget varierende, fordi der mangler veldokumenterede kliniske forsøg. Det har en række internationale forskere under ledelse af neurologen Jan Claassen fra Columbia University i USA forsøgt at råde bod på i en undersøgelse, som i august blev publiceret i Neurology.
Undersøgelsen inkluderede 386 patienter med RSE, hvoraf 79 procent og 21 procent af tilfældene havde henholdsvis akutte og dybereliggende årsager. Patienterne kom fra henholdsvis højindkomstlande (58 procent) og øvre middelklasselande (42 procent). På intensivafdeling blev patienterne behandlet med enten midazolam (69 procent) eller propofol (31 procent), og heraf måtte henholdsvis 26 procent og 35 procent af patienterne i de to grupper behandles med en anden benzodiazepin for at bringe RSE under kontrol.
Økonomiske grupperinger
Det kliniske udkomme af behandlingen blev målt på mange forskellige parametre, og der var ingen generel forskel på effekten af midazolam og propofol. Blandt alle patienterne var risikoen for anfald hos ellers velbehandlede patienter (breakthrough seizures; odds ratio [OR] = 1,6; 95% CI: 1,3-2,0) og patienter, som blev frataget medicin for hurtigt (withdrawal seizures; OR = 2,0; 95% CI: 1,7-2,5), begge associerede med antallet af dage med intravenøs behandling med anfaldsbrydende medicin (cIV-ACMs).
Forlænget EEG monitorering var associeret med færre dage med cIV-ACMs (1–24 timer, OR = 0,5; 95% CI: 0,2–0,9 og >24 timer, OR = 0,7; 95% CI: 0,5–1,0). Denne associering forekom hos patienter i begge økonomiske grupperinger, men var mest udtalt indenfor højindkomstlandene. 28 procent af patienterne døde under behandlingen, mens 21 procent havde god funktionel effekt af behandlingen.
