Forskere ved Rigshospitalets epilepsiklinik leder i et nyt studie efter markører, der kan forudsige epilepsipatienters prrognose tidligt i forløbet. Studiet er et led i et stort forskningsprojekt, der kan føre til et paradigmeskift inden for behandling af epilepsi, fortæller overlæge Lars Pinborg.

Forskere fra Rigshospitalets neurobiologiske forskningsenhed og Epilepsiklinikken, Rigshopitalet har netop påbegyndt forskningsprojektet, hvor de vil undersøge, om man bør inddrage nye faktorer i udredning af epilepsi, så man helt fra start får fat på de patienter, der er i forhøjet risiko for at blive plaget af angst, depression og kognitive problemer. Tilstande, der er velkendte i forbindelse med epilepsi på tværs af typer, og som har lige så stor betydning for patienternes livskvalitet som de epileptiske anfald, der i dag er det primære fokus i epilepsiudredningen. 

Projektet er spiret frem af en undersøgelse foretaget af Epilepsiklinikken ved Rigshospitalet for fem-seks år siden. Her kom det frem, at epilepsipatienter bruger alt for meget tid på at vente på at finde en virksom behandling, og i mellemtiden tærer sygdommen på kroppen og hjernen. En henvisning til kirurgiudredning kom dengang først omkring 15 år efter, at diagnosen første gang blev stillet, og selv om kirurgi kun er relevant for en mindre gruppe patienter, er det for lang tid, mente både forskere, neurologer og ikke mindst patientforeningen. 

“Det, vi så, var, at patienterne ofte havde gået meget længe. Rigtig mange har gået og været generet af kognitive problemer, og mange har været generet af angst og depression,” fortæller overlæge ved Epilepsiklinikken og klinisk forskningslektor ved Københavns Universitet Lars Pinborg, som stod bag undersøgelsen dengang. 

Resultatet fik ham til at tænke, at der kunne være noget at vinde ved at vende bøtten og fokusere opmærksomheden på, hvad der sker for patienterne i de allertidligste år efter, at sygdommen opdages, for at se, om der er tidlige indikatorer, der er forbundet med såvel medicinens manglende evne til at standse de epileptiske anfald, og  de kognitive og psykiatriske problemer senere hen.

Resultatet af overvejelserne er et nyt prospektivt studie, hvor 400-500 patienter, der enten lige er diagnosticeret med epilepsi eller har haft det første anfald, hvor der er mistanke om, at epilepsi er årsagen, skal følges tæt i en periode på fem år. 

Stor satsning

Studiet er et delstudie i det omfattende forskningssamarbejde BrainDrugs, hvor forskere fra hele landet med professor Gitte Moos Knudsen fra den neurobiologiske forskningsenhed ved Rigshospitalet i spidsen vil forsøge at finde markører, der kan forudsige behandlingsrespons hos patienter med epilepsi eller klinisk depression. 

Det samlede projekt, der er finansieret med 40 mio. kroner fra Lundbeckfonden, omfatter syv individuelle forskningsområder, herunder registerstudier, studier af data fra patientjournaler samt kliniske kohortestudier og datamining af skanningsbilleder.

“Braindrugs handler om, hvorvidt vi kan identificere faktorer, der enten indikerer en risiko eller beskyttelse i forbindelse med sygdommen. Det kan være livsstilsfaktorer, som kost og motion eller betydningen af personlighed og have eller ikke have et godt socialt netværk omkring sig. Det er et forsøg på at identificere biomarkører, der udspringer af blandt andet MR-skanninger , EEG, PET-scanning, genetiske markører, eller noget i mikrobiomet. Og spørgsmålet er, om vi kan identificere faktorer allerede omkring diagnosen, og bruge dem til at forudse, hvordan det går patienterne,” fortæller Lars Pinborg.

Målet med forskningen er, at udvikle epilepsi- og depressionsbehandling, der er mere målrettet den enkelte patient samtidig give neurologerne et bedre udgangspunkt for at rådgive patienterne ikke bare i forhold til anfaldskontrol, men i forhold til alle de helbredsmæssige sider af epilepsien. 

“Hvis vi får en måde at få tidligt kendskab til patienternes risici, vil vi også tidligere kunne rådgive dem, for eksempel om, at de skal være opmærksomme på, at der kan være tale om en begyndende depression, hvis de begynder at sove dårligt og få mindre energi eller få tanker om, at være til besvær. Hvis de mister appetitten eller bliver ekstraordinært irritable, så vil vi gerne vide det, for det kan være begyndelsen på en depression, siger Lars Pinborg. 

Projektet handler også om at generere et miljø, hvor sundhedspersonalet i epilepsiklinikkerne er mere opmærksomme på de ting, der har betydning for livskvaliteten, som ikke handler om anfald, forklarer han. 

Høj forekomst af psykiatriske symptomer

Interessen for kognition og depressive symptomer udspringer af, at det er velkendte problematikker i forbindelse med epilepsi. Foretager men et punktnedslag blandt hundrede patienter med epilepsi, er der relativt stor sandsynlighed for, at man finder flere personer, der opfylder kriterierne for en klinisk depression. Og nok så interessant er det, at forbindelsen også er der før epilepsi-symtomerne begynder. 

I studier, hvor man har set bagud fra diagnosetidspunktet, er der omkring tre gange flere tilfælde af depression og angst blandt mennesker med epilepsi, end i befolkningen generelt, fortæller Lars Pinborg. 

Epilepsiforskningen og de faglige debatter har hidtil drejet sig meget om anfald og komorbiditet, og opfattelsen af de psykiatriske og kognitive symptomer har ifølge Pinborg i høj grad været, at når en patient med epilepsi får en depression, kan årsagen meget vel være, at patienten er socialt isoleret. 

“Opfattelsen har været, at det har med følelser at gøre, og det er selvfølgelig også muligt, men der er ingen tvivl om, at en væsentlig andel og i virkeligheden langt de fleste tilfælde skyldes biologiske processer, som er ganske uafhængigt af, hvad anfaldene betyder for patienten. Måske ikke uafhængigt af den abnorme elektriske aktivitet, men uafhængigt af, hvad anfaldene betyder for patientens hverdag, omgang med andre mennesker, job og alle de ting,” siger Lars Pinborg. 

Han er ikke i tvivl om, at epilepsien typisk er startet allerede for år tilbage, når patienterne dukker op i de neurologiske klinikker. 

I årene op til de første anfald er der allerede en proces som ændrer på hjernen, og hypotesen for studierne i BrainDrugs-projektet er, at man kan vise disse forandringer meget tidligt i forløbet, og dermed nå meget hurtigere frem til en bedre og mere dækkende behandling eller kirurgiudredning. 

“Fra epilepsien egentlig tager sin begyndelse, uanset om man har en medfødt genetisk generaliseret epilepsi, eller følger efter en lille blodprop, som gør,  at hjernebarken er organiseret anderledes, så sætter det gang i en proces, hvor der på et eller andet tidspunkt kommer et epileptisk anfald, og det er så der, vi kommer ind. Men i virkeligheden kan man se, at der allerede årene forud for det første epileptiske anfald hos mange patienter har været kognitive problemer, problemer med humøret eller angst, og det siger noget om, at de forskellige symptomer er udtryk for enten de samme eller også parallelle forandringer i hjernen, og det er en ny måde at anskue epilepsi på,” siger Lars Pinborg. 

Depression kan være et epilepsisymptom

Anfald er altså bare én, altid vigtig, repræsentation, men de andre symptomer som angst, depression og hukommelsesproblemer er ifølge den nye forståelse også manifestationer af de biologiske forandringer i hjernen, og hvis det holder stik, er målet at brede fokus i forskningen og i udredning og behandling af epilepsi ud, så det ikke kun handler om anfald. 

“Anfald definerer sygdommen og er det, der sammen med MR og EEG forandringer  i dag udløser diagnosen, men i virkeligheden betyder de depressive symptomer, angsten og de kognitive problemer måske allermest for livskvaliteten for mange patienter, og nogle gange også uafhængigt af, hvor mange anfald, man har, er det depression, angst og kognitive problemer, der slår patienterne allermest omkuld,” siger han.  

Et paradigmeskift i retning af, at kognitiv dysfunktion og psykiatriske problemer og adfærdsproblemer er en del af spektret ved epilepsi, ligesom anfald er, vil ifølge Lars Pinborg gøre det meget mere naturligt, at etablere klinikker, hvor man kan hjælpe patienterne med hele spektret af problematikker. 

For psykiatriske symptomer som depression og angst i forbindelse med epilepsi skal behandles som sådan og ikke som depression og angst i almindelighed, for symptomerne manifesterer sig anderledes i forbindelse med epiepsi, fortæller han. 

Eksempelvis er det velkendt, at irritabilitet og kortluntethed kan være et mere fremtrædende symptom end nedtrykthed, søvnproblemer eller mangel på appetit, når en patient med epilepsi har en depression. 

“Som det er nu bliver udredningen og behandlingen af angst og depression i let til moderat grad ikke varetaget i hospitalsvæsenet, men patienterne må via egen læge henvises til det private. De private psykologer og psykiatere gør et fremragende arbejde, men ventetiden er måske seks måneder og forbindelsen til den lokale epilepsiklinik mistes. Det er ikke optimalt for patienten, fordi både de forskellige sygdomsmanifestationer indbyrdes kan påvirke hinanden ligesom medicinen kan påvirke både anfald men også give anledning til kognitive problemer og psykiatriske symptomer. Vi skal i fremtiden mere tænke i løsninger, hvor vi har psykiatrisk bistand og psykologbistand i vores egne klinikker. Det handler om, at man har fornemmelse for den her patientgruppe og hvordan nogle af de her sygdomme kan manifestere sig anderledes,” siger Lars Pinborg.