Mennesker med demens bør systematisk komme til planlagte lægekontroller, blandt andet for monitorering og behandling af vaskulær komorbiditet. Det fastslår European Academy of Neurology (EAN) i et nyt sæt retningslinjer, som er udarbejdet af en arbejdsgruppe under dansk ledelse. 

Systematisk, planlagt og regelmæssig lægelig opfølgning af alle patienter med demens er vigtig for at løse de såvel medicinske som psykosociale problemer, der opstår gennem undervejs i demenssygdommen. Sådan lyder hovedbudskabet i EAN’s nye guideline, som organisationen netop har offentliggjort.

Arbejdet med de nye retningslinjer begyndte for to år siden i en europæisk arbejdsgruppe med overlæge ved Rigshospitalets Hukommelsesklinik, Kristian Steen Frederiksen som formand. De nye retningslinjer har - udover opfordringen til en systematisk medicinske opfølgning af patienterne- især fokus på smerte- og epilepsibehandling, anvendelse af psykofarmaka og vaskulære risikofaktorer hos mennesker med demens, hvis sygdom er forbundet med øget sygelighed, dødelighed og nedsat livskvalitet.

Arbejdsgruppen blev ifølge Kristian Steen Frederiksen nedsat på dette, fordi man i EAN mente, at der var et øget behov for, at læger fik råd og vejledning om presserende behandling af mennesker med demens. Det var en erkendelse af, at disse patienters adgang til sundhedsvæsnet kan være begrænset samtidigt med, at deres behandlinger ikke sjældent er suboptimale sammenlignet med patienter uden demens, fortæller han. Man har således i ekspertgruppen kunnet iagttage en diskrepans mellem, hvad videnskaben ved om mennesker med demens behandlingsbehov, og hvad de ofte reelt tilbydes:

”Retningslinjerne er udformet i en erkendelse af, at vi ikke kan kurere demens. Men vi kan tilbyde behandling af medicinske følgetilstande og symptomer og derved gøre meget for, at disse patienter får en bedre livskvalitet og en langsommere udvikling af deres demens. Det nytter noget at observere, udrede og behandle mennesker med demens. Derfor har vi lavet en ekspertvurdering af, hvor vi ser de største muligheder for forbedringer i behandling," siger Kristian Steen Frederiksen.

Ifølge ham er vi heller ikke i Danmark altid gode nok til at tilbyde mennesker med demens systematisk opfølgning af deres helbred. For eksempel har patienter med demens har en større risiko for at blive ramt af en blodpropper, eller de kan lide af diabetes, fortæller han.

”Vaskulære risikofaktorer er forbundet med en øget risiko for kognitiv svækkelse og demens. Vi har god evidens for at sige, at kardiovaskulær sygdom og behandling heraf har betydning for, hvor hurtigt at demenssygdommen udvikler sig og dermed patienternes funktionstab. Derfor kan optimal behandling af vaskulære risikofaktorer potentielt ændre sygdomsforløbet ved demens.”

Ifølge de nye retningslinjer er polyfarmaci med ugunstige interaktioner og et ugunstigt forhold mellem risiko og behandlingseffekt hyppigt forekommende hos mennesker med demens. Derfor har demenspatienter også behov for systematisk medicinsk opfølgning for at undgå, at fysiske eller mentale symptomer overses eller behandles forkert med hurtigere funktionel tilbagegang, indlæggelser og øget dødelighed til følge. Ved behandling med for eksempel opioider, antipsykotisk medicin og andre psykofarmaka kan bivirkninger i form af forværret kognitiv funktion hos personer med demens forekomme:

”Vi har i Danmark et høj for brug af antipsykotisk medicinbehandling, der for mennesker med demens er forbundet med en øget risiko for kardiovaskulære hændelser og dødelighed. Vi bliver derfor nødt til at blive bedre til at finde grunden til, at patienterne bliver psykotiske, eller ændrer adfærd, såkaldt udfordrende adfærd. Om det for eksempel er på grund af smerter eller måske situationer med uhensigtsmæssige kommunikation, kan variere, så derfor skal patienterne udredes, og der er ofte behov for pædagogiske og psykosociale løsninger, som næsten altid bør inddrages før medicinsk behandling," forklarer Kristian Steen Frederiksen og uddyber:

"Men selvfølgelig kan det ske, at en patient bliver svært aggressiv og svært psykotisk, og at der derfor er brug for antipsykotisk medicin. Men i disse tilfælde, er det så vigtigt, at lægen følger op på eventuel medicinering og seponerer, så snart det er muligt. De samme forhold gælder for brug af opioder, som kan forværre patienternes kognitive evner og derfor også bør revurderes med hyppige mellemrum.”