Professor om ALS: Vi er stadig på stenalderniveau

Forståelsen af den neurodegenerative sygdom ALS befinder sig på et stenalderniveau, mener professor Jakob Blicher. Der er ikke blevet godkendt ny ALS-medicin i Danmark siden midten af 1990’erne, og der venter umiddelbart heller ingen behandlingsfremskridt rundt om hjørnet.

Der er ikke sket væsentlige behandlingsfremskridt inden for den neurodegenerative sygdom ALS (amyotrofisk lateral sklerose) i mange år. Den gennemsnitlige levealder for patienter med ALS er tre år, hvilket sidestiller sygdommen med de mest alvorlige kræftsygdomme. Forskellen er bare, at man inden for langt de fleste kræftsygdomme har oplevet behandlingsgennembrud.

Jakob Blicher, der er ledende overlæge og professor på Aalborg Universitetshospital, er en af dem, der hver dag bliver mindet om de manglende behandlingsfremskridt. Han behandler ALS-patienter og forsker også i sygdommen – og venter stadig på at se et afgørende gennembrud i forståelsen af sygdommen.

”Vi er stadig på et stenalderniveau, når det drejer sig om ALS, for vi ved ikke, hvad årsagen til sygdommen er. Det gør det virkelig svært at behandle og forebygge ALS,” siger Jakob Blicher.

Samtidig har danskere forskere dokumenteret, at antallet af nye ALS-tilfælde i Danmark er steget støt siden 1980. Den udvikling forventes at fortsætte, lyder det fra overlæge Lotte Levison fra Aarhus Universitetshospital. Hun er en af forskerne bag de danske resultater:

”Eftersom befolkningen bliver ældre, må vi nok forvente, at der kommer flere patienter i fremtiden med ALS,” siger Lotte Levison.

En nål i en meget stor høstak

Gennem årene er blevet fremsat mange hypoteser om, hvad ALS kan skyldes, fortæller Jakob Blicher.

”Vi er på et ret basalt niveau i forhold til forskningen inden for andre neurologiske sygdomme: Nogle mener, at ALS starter i musklerne. Andre mener, at sygdommen starter i hjernen. Så hvis vi forestiller os, at vi skal lede efter en nål i en høstak, så ved vi stadig ikke hvilken høstak, vi skal lede i. Altså om vi skal lede i musklerne eller hjernen,” siger han.

Det har for eksempel været foreslået, at ALS kan skyldes inflammation, jernaflejring i hjernen eller vanskeligheder med energiomsætning. Det gør også, at der har været afprøvet alle mulige typer medicin mod sygdommen.

”Faktum er nok, at vi er nødt til vide mere om årsagen til ALS, før vi kan finde en behandling. For ellers bliver afprøvningen af medicin lidt tilfældig,” siger han og tilføjer:

”Det kan måske lyde deprimerende for en ALS-patient, men mange af de patienter, som jeg snakker med, kan godt forstå, at vi er nødt til at bruge flere forskningskræfter på at finde en årsag til sygdommen. Ellers kommer man til at skyde med spredehagl, når man afprøver medicin.”

ALS er en meget kompleks sygdom

Jakob Blicher tror selv, at det er sygdommens kompleksitet, der er årsagen til, at det ikke er lykkedes at få et behandlingsgennembrud inden for ALS.

”Sygdommen bliver udløst af et meget komplekst samspil mellem genetiske faktorer og flere forskellige miljøfaktorer. Det er nok ikke én årsag. Det kan være en kombination af vanskeligheder med cellereparationssmekanismer, der spiller sammen med vanskeligheder i energiforbrug og energilevering til hjernen.”

På et eller andet tidspunkt falder flere af disse begivenheder sammen, og det fører til en ustoppelig fremadskridende proces, hvor man mister motorneuroner, og så ser man et ALS-billede hos patienten.

Dertil kommer, at ALS stadig i dag primært er en klinisk diagnose, hvor man stiller diagnosen ved at udelukke andre sygdomme. Dog begynder man at kunne bruge MR-scanninger, der kan vise jernaflejringer i den grå substans i hjernebarken, til at kunne understøtte diagnosen.

Niveauet af neurofilamenter, der kan måles i blodet eller rygmarvsvæsken, begynder også at kunne bruges som markør for, om der går motorneuroner til grunde.

Ingen ny medicin siden midten af 1990’erne

Gennem mange år har der været gjort en del forgæves forsøg på at udvikle lægemidler til behandling af ALS.

Men status er, at der i Danmark kun er godkendt ét lægemiddel, der direkte behandler ALS-sygdommen. Det hedder Riluzol og blev godkendt i midten af 1990’erne. Riluzol kan forlænge den tidlige fase af sygdommen og giver to til tre måneders øget livslængde uden respirator.

Senest har Medicinrådet i 2025 behandlet en ansøgning om Qalsody (tofersen), der er udviklet til behandling af en sjælden genetisk variant af ALS – til patienter, der har en mutation i SOD1-genet.

Men Medicinrådet sagde nej til at anbefale tofersen med henvisning til, at effekten var for usikker, bivirkningerne for alvorlige og prisen for høj. 

”Det er vanvittigt, at der ikke er godkendt ny medicin til ALS-patienter i Danmark i så mange år, når man tænker på, hvad der er sket inden for andre neurologiske områder. Det er medvirkende til, at patienter, pårørende og læger er desperate, når der kommer ny medicin og lægger pres på for, at det kan tages i brug,” siger Jakob Blicher.

Nyt lægemiddel skal vurderes med forbehold

Som eksempel henviser han til lægemidlet PrimeC, der for nylig viste gode resultater i et fase II-studie.

Selv om et fase II-studie egentlig kun er designet til vise, om lægemidlet er sikkert at bruge til patienter, er der alligevel stor opmærksomhed på de foreløbige resultater af lægemidlets kliniske effekt på ALS-sygdommen. Det forventes da også, at firmaet bag PrimeC på baggrund af fase II-resultaterne vil søge om tidlig adgang til medicinen i USA og Canada.

”Resultater fra PrimeC ser for så vidt lovende ud, men jeg venter på at se resultaterne fra fase III-studiet,” siger Jakob Blicher.

Han er selv mere interesseret i at se resultaterne fra et studie af raske genbærere af SOD1-mutationen (den variant af ALS, der kan behandles med tofersen).

Forskerne følger de raske genbærere for at se, hvornår mængden af neurofilamenter stiger i deres blod, hvilket indikerer, at der begynder at ske skade på deres motorneuroner. På det tidspunkt vil man sætte ind med forebyggende behandling med tofersen for at se, om man kan undgå, at de raske genbærere udvikler sygdommen.

”Dette studie er meget spændende, fordi det har et solidt biologisk fundament og en målrettet behandling, som kan gives til deltagerne. Her har man tænkt sig om og har et solidt grundlag for den hypotese, man afprøver.”

Flere danskere får ALS

For at blive klogere på udbredelsen og årsagen til ALS har danske forskere i de seneste år brugt de omfattende danske registre til at kortlægge området. 

Lotte Levison publicerede i 2024 et studie, der viste, at forekomsten af ALS har været stigende i perioden 1980 til 2021.

Gennemsnitligt var incidensen for ALS i Danmark 3,4 per 100.000 personer per år. Incidensen steg gradvist i perioden og var for perioden 2018-2021 2,8 gange højere end for perioden 1980-1983.

”Vi kan se, at der er en stigning i incidensen i aldersgruppen 70-79 år,” siger Lotte Levison, der også behandler patienter med ALS som en del af sit kliniske arbejde.

”Man er nok også blevet bedre til at diagnosticere ALS, fordi de diagnosekriterier, som vi bruger i dag, er løsere end dem, vi brugte tidligere. Men under alle omstændigheder er en stigning bekymrende for samfundsøkonomien, fordi der skal bruges flere penge til at behandle ALS-patienter. De har brug for meget støttende behandling i form af respiratorisk støtte, PEG-sonde, hjemmepleje og hjælp til kommunikation.”

Ingen sammenhæng med hovedtraumer

Lotte Levison har også brugt de danske registre til at undersøge en mulig sammenhæng mellem ALS og hovedtraumer.

Idéen til at undersøge denne sammenhæng opstod blandt andet, fordi der i USA er kendte sportsfolk, som har udviklet ALS efter en karriere med gentagne slag mod hovedet.

Det danske studie, som blev publiceret i 2025, kunne dog ikke finde en sammenhæng mellem ALS og hovedtraumer.

”I vores studie er der mange, som får et hovedtraume lige før og efter en ALS-diagnose. Men hvis man kigger tre år før diagnosetidspunktet, er der ingen sammenhæng,” siger Lotte Levison.

”Grunden til, at der er flere hovedtraumer i perioden omkring en ALS-diagnose er nok, at selve ALS-sygdommen forårsager, at man har nedsat motorik. Derfor har man øget tendens til at falde, hvilket kan ses både før og efter diagnosen. Men hovedtraumet er altså ikke årsagen til ALS, snarere en konsekvens af sygdomme.”

Lotte Levison er nu gået videre og har undersøgt sammenhængen mellem ALS og hormonterapi til kvinder i overgangsalderen.

Disse resultater forventes at blive publiceret i løbet af et halvt år. Hun er også involveret i et studie, der undersøger, om forskellige type af medicin kan disponere til udviklingen af ALS.

FAKTA om Riluzol:

Lægemidlet Riluzol – det eneste lægemiddel, der i Danmark anvendes til behandling af ALS-sygdommen – blev godkendt af den amerikanske lægemiddelstyrelse FDA i 1995 og det europæiske medicinagentur EMA i 1996.

Derefter blev det i Danmark blev det besluttet lokalt af amter, sygehusledelser, lægemiddelkomitéer, afdelinger og den enkelte speciallæge, om man ville tage lægemidlet i brug.