Neuropati kobles til øget demensrisiko

Neuropati og kronisk nyresygdom er forbundet med højere demensrisiko, også efter justering for diabetes og andre risikofaktorer. Komplikationerne kan være markører for særlig høj risiko.

Det viser et dansk-amerikansk kohortestudie, publiceret i Diabetes Research and Clinical Practice og præsenteret på EASD 2026.

Forskerne fulgte 83.370 personer over 50 år fra det amerikanske All of Us Research Program. Ingen havde demens ved undersøgelsens begyndelse. Under en medianopfølgning på godt otte år fik 2.327 deltagere en demensdiagnose.

Analysen omfattede 12 af Lancet-kommissionens 14 potentielt modificerbare risikofaktorer. Forskerne undersøgte deres indbyrdes justerede sammenhænge med demens og vurderede derudover betydningen af diabetesrelaterede komplikationer.

Ud over neuropati og kronisk nyresygdom var blandt andet stroke, perifer karsygdom og amputation associeret med demensrisiko. Oplysninger om sygdomme og risikofaktorer kom fra elektroniske patientjournaler og spørgeskemaer.

Ifølge førsteforfatter Astrid Wiggers, læge og ph.d. ved Steno Diabetes Center Copenhagen, kan komplikationerne på længere sigt bidrage til at identificere personer med diabetes, som har særlig høj risiko for kognitiv svækkelse. Det kan få betydning for målretningen af kognitiv screening.

Forskerne beregnede den samlede populationsattribuerbare fraktion (PAF) til 11,1 procent. De største bidrag kom fra depression (4,6 procent), lav uddannelse (1,7 procent) og diabetes (1,6 procent). Inddragelse af diabeteskomplikationerne ændrede ikke den samlede PAF væsentligt.

PAF er et teoretisk mål for forebyggelsespotentialet under antagelse af årsagssammenhænge. Estimatet kan ikke sammenlignes direkte med Lancet-kommissionens globale estimat på omkring 45 procent, fordi blandt andet populationer og beregningsmetoder er forskellige.

”Vores studie viser ikke, at en bestemt behandling kan forebygge demens,” siger Astrid Wiggers i en nyhed fra Steno Diabetes Center Copenhagen.

Resultaterne bygger på observationsdata og giver ikke i sig selv grundlag for at ændre klinisk praksis.