Klyngehovedpine er forbundet med høj multimorbiditet
Patienter med klyngehovedpine har mere end tre gange forhøjet risiko for anden sygdom som eksempelvis neurologiske eller muskuloskeletale lidelser.
Det viser et svensk registerstudie, der sammenligner 3.240 voksne patienter med klyngehovedpine med 16.200 matchede kontroller uden klyngehovedpine. Studiet blev udført af forskere ved Karolinska Instituttet i Stockholm, og resultaterne er publiceret i tidsskriftet Neurology.
”Rundt om i verden har hovedpine en utrolig negativ indvirkning på menneskers livskvalitet, både økonomisk og socialt. Vores resultater viser, at mennesker med klyngehovedpine ikke kun har en øget risiko for andre sygdomme, dem med mindst én yderligere sygdom missede fire gange så mange dages arbejde på grund af sygdom og handicap end dem med kun klyngehovedpine. De har også en større risiko for et længerevarende fravær fra arbejdet,” siger studiets førsteforfatter Caroline Ran i en pressemeddelelse.
Blandt patienterne med klyngehovedpine led 92 procent også af mindst én anden sygdom, mens dette kun gjaldt for 78 procent af personer uden klyngehovedpine. Det svarer til en odds ratio (OR) på 3,26 (95% CI: 2,86-3,72). Set isoleret for enkelte sygdomsgrupper var risikoen endnu større for neurologiske sygdomme (51,8 procent vs. 15,4 procent; OR = 5,9; 95% CI: 5,46-6,42), mens den var noget lavere for muskuloskeletale lidelser (39,0 procent vs. 23,7 procent; OR = 2,1; 95% CI: 1,90-2,23). Den forhøjede multimorbiditet for patienter med klyngehovedpine var også til stede, hvis man så bort fra psykiske lidelser og ulykker som årsag til multimorbiditet.
Multimorbid klyngehovedpine giver markant større sygefravær
Undersøgelsen viste også, at patienter med klyngehovedpine havde næsten dobbelt så mange sygedage eller dage på førtidspension som kontrolgruppen (63 dage vs. 34 dage). Hos patienter med klyngehovedpine var sygefraværet associeret med multimorbiditet, idet klyngehovedpinepatienter, som også led af mindst én anden sygdom, havde fire gange så mange sygedage som patienter, der kun led af klyngehovedpine (67 dage vs. 17 dage).
”Det er meget vigtigt at øge vores forståelse af de andre forhold, der påvirker mennesker med klyngehovedpine, og hvordan det påvirker deres evne til at arbejde. Denne information kan hjælpe os, når vi træffer beslutninger om behandlinger, forebyggelse og prognoser,” udtaler Caroline Ran.