Christoph Beier

Et nyt studie fandt ikke de markører, det søgte, men bidrager med viden om subsyndrom-respons, som giver grundlag for en mere differentieret behandling af ungdomsepilepsierne. Det fortæller professor Christoph Beier, OUH.

De fleste patienter med generaliseret epilepsi bliver fri for anfald ved medicinsk behandling, men en del kan blive anfaldsfri langt hurtigere, end de gør i dag, mener forskere fra Odense Universitetshospital og Epilepsihospitalet Filadelfia, som i et fælles ph.d.-projekt har undersøgt, om der findes kliniske markører for, hvilken behandling der passer bedst til den enkelte patient. 

De markører, som er afprøvet i studiet, har ikke vist sig at være brugbare, men forskerne er til gengæld blevet klogere på, hvordan forskellige subgrupper af patienter responderer på lamotrigin, levetiracetam og valproat, som er de tre lægemidler, der er inkluderet i studiet. 

“Man kan personalisere behandlingen meget bedre på baggrund af den nye viden om subsyndrom-respons. Studiet åbner for en mere differentieret brug af epilepsimedicin i de forskellige undergrupper af generaliserede epilepsier. Til trods for, at man ikke kan pege på specifikke markører, kan man ud fra patientens anfald bruge medicinen mere rationelt,” siger Christoph Beier. 

Lægernes forkærlighed

Siden lamotrigin og levetiracetam kom på markedet, har lægerne haft en forkærlighed for disse lægemidler, som har en langt mildere bivirkningsprofil end valproat. For selv om de to nyere lægemidler for en del patienter virker dårligere end det meget effektive valproat, vælger man i mange tilfælde at begynde med disse behandlinger på grund af de betydelige bivirkninger og risikoen for fosterskader ved valproat. Derfor ender patienterne ofte med at afprøve flere forskellige præparater, før man finder den optimale behandling. De fynske patienter har i gennemsnit prøvet 2,6 forskellige slags epilepsimedicin, fortæller Christoph Beier. 

“Har man en patient med JME, er forskellen i effekt for eksempel så stor, at man hellere skal overveje at acceptere nogle bivirkninger end at give et præparat, som med stor sandsynlighed ikke virker. Særligt hvis anfaldsfrihed er afgørende for patienten for eksempel for at afslutte en uddannelse. Vores data kan hjælpe lægen med at rådgive den enkelte patient på et mere oplyst grundlag,” siger han. 

Epilepsilægerne har i nogen tid haft på fornemmelsen, at subgrupperne responderer forskelligt på epilepsimedicinen, men det er første gang, at der bliver sat tal på, og det er vigtigt. For selv om patienter med ungdomsepilepsi er dem, der har bedst chance at blive anfaldsfri ved medicinsk behandling, har det i mange tilfælde taget flere år at få styr på anfaldene, og det er de vigtige år, hvor de unge skal tage en uddannelse, der bliver ramt.

“Det er nærliggende, at mange år med ukontrollerede anfald og bivirkninger ikke gavner udviklingen i livet. Årene fra man er 16 til 25-30 år er en meget sårbar periode i livet, hvor de store beslutninger træffes, og hvor vores vej i livet fastlægges. Er man plaget af anfald og bivirkninger i den periode, siger det sig selv, at det kan påvirke resten af livet. Det kan give en slags arvæv i tilværelsen, når uddannelsen fejler, og de unge patienter ikke opnår samme niveau som en gennemsnitsdansker til trods for normal udvikling og intelligens,” siger Christoph Beier. 

Studiet, som for nylig blev publiceret i tidsskriftet Neurology, er gennemført af gæsteforsker ved SDU Joanna Gesche med overlæge Helle Hjalgrim, og de to professorer Guido Rubboli og Christoph Beier som medforfattere, og holdet forsætter samarbejdet med et nyt studie, som inden længe vil kaste mere lys over sygdommens konsekvenser for patienter med ungdomsepilepsi. I forlængelse af studiet har forskerne sammen med Epilepsiklinikken ved Aarhus Universitetshospital undersøgt, hvordan patienternes liv bliver påvirket af at være plaget af epileptiske anfald i ungdomsårene. Resultaterne af dette studie forventes også snart at blive publiceret i Neurology.