Nålefri intradermal injektion af en ny DNA-vaccine rettet mod Aβ42 udløser en sikkert immunrespons uden induktion af inflammatoriske cytokiner.

Vaccinen udløser desuden et højt antistofrespons mod amyloid beta samt reduktion af plaques i hjernen, viser dyreforsøg, hvis resultater er publiceret i Journal of Neurological Sciences.

DNA-vacciner består af en gensekvens, som efter optagelse i cellerne koder for et antigen i form af et protein eller peptid. Genetisk immunisering har flere fordele i forhold til traditionelle vacciner, heriblandt effektivt B- og T-cellerespons, begrænset inflammatorisk respons samt relativt billig produktion. Og sammenlignet med RNA-vacciner er DNA-vacciner meget mere stabile. Det er i særlig grad fraværet af inflammation, som gør DNA-vacciner attraktive, idet meningoencephalitis er en relativt hyppig og meget alvorlig bivirkning ved andre former for Alzheimers-vacciner.

Det har imidlertid været en udfordring at administrere DNA-vacciner, men det problem synes løst med den nye vaccine, som er udviklet af forskere ved UT Southwestern Medical Center Dallas i Texas. Forskerne har testet vaccinen på mus og kaniner.

Nøgne plasmider

Vaccinen består af to nøgne plasmider - et aktivator- og et responderplasmid - som tilsammen udtrykker en trimer af peptidet Aβ42, der udgør hovedparten af amyloid beta-plaques i hjernen ved Alzheimers sygdom. Plasmiderne blev injiceret op til ti gange intradermalt med en jetinjektor i 3xTg-AD mus, som er en model for Alzheimers sygdom. Injektionerne førte til en robust produktion af anti-Aβ42 IgG antistoffer (omkring 50 µg/µl plasma), hvorimod der ikke var nogen signifikant forøgelse i antallet af IFNγ- eller IL-17-producerende immunceller.

ELISA-analyser af plasma fra immuniserede mus viste, at en stor del af anti-Aβ antistofferne var bundet til amyloid beta-peptider. Det tolker forskerne som en indikation på, at antistofferne ved hjælp af source/sink-mekanismer kan ’trække’ amyloid beta-peptider ud af hjernen. Denne hypotese blev bekræftet af histologiske undersøgelser, som viste, at forekomsten af Aβ42- og Aβ40-peptider i hjernen på immuniserede dyr var reduceret med henholdsvis 41 procent og 38 procent i forhold til kontroller. Adfærdsforsøg viste desuden, at immuniserede mus havde en mere naturlig redebygningsaktivitet, hvilket tyder på en forbedring af de kognitive evner.

Tilsvarende forsøg med kaniner gav lignende resultater og indikerede, at DNA-vaccinen førte til robust produktion af antistoffer uden at inducere et inflammatorisk, cellulært immunrespons.