Mens den kommunale neurorehabilitering halter, fylder private aktører tomrummet. To hovedaktører efterlyser en plan for området for at sikre patienterne lige adgang.

Behandlingen af stroke er forbedret markant over de seneste ti år, men tilbuddet om rehabilitering til det stigende antal overlevende patienter er ikke fulgt med. Tværtimod oplever direktør i Hjerneskadeforeningen Morten Lorenzen mange steder forringelse af tilbuddene til patienter med erhvervet hjerneskade, og den naturlige konsekvens er ifølge ham, at der er opstået et marked for private udbydere af neurorehabilitering. Eksempelvis virksomheden Forenede Neuro Care, der dette forår udvider sine aktiviteter med multidisciplinær nerurorehabilitering på Sjælland markant.  

”En neurogenoptræningsplan er nødvendig for at komme tilbage til et værdigt liv, men i mange kommuner kan den ikke efterkommes. Det patienterne oplever svarer til, at man få en recept fra lægen, kun for at høre farmaceuten sige: ”Det produkt har vi desværre ikke. Du kan få gurkemeje i stedet". Der er et stort behov for at styrke rehabiliteringsindsatsen, men initiativet kommer ikke fra regioner og kommuner. Tværtimod lukker man tilbud ned, og i det lys er det meget positivt, at en Forenede Care vil styrke sin indsats," siger Morten Lorenzen. 

Hen er medlem af Forenede Cares bestyrelse som repræsentant for Hjerneskadeforeningen, der forsøger at være repræsenteret bredt i bestyrelser inden for hjerneskadeområdet.

"Det ligger i vores dna, at være med der hvor vores medlemmer er. I den bedste af alle verdener havde vi et universelt offentligt sundhedsvæsen, der tog sig af alle de sundhedsfaglige opgaver, der er, men sådan er det ikke, og i den situation er det godt, at der er private aktører, der kan byde ind, og lige nu er det sådan, at de bedste neurorehabiliteringskompetencer samlet set er hos de private udbydere," siger Morten Lorenzen.

Når det offentlige ikke leverer

Morten Lorenzen har tidligere efterlyst kvalitetsstandarder og specialiseret neuro-uddannet sundhedspersonale i kommunerne, for han vurderer, at manglerne betyder, at kommunerne ikke nødvendigvis overholder Sundhedsstyrelsens anbefalinger for neurorehabilitering til personer med erhvervet hjerneskade.

”Tilbuddene på neuroområdet fungerede godt dengang, det lå i amterne, men med strukturreformen i 2007 blev genoptræningen og pengene flyttet ud i kommunerne. Desværre brugte de midlerne på andre områder og smadrede dermed et neurorehabiliteringssystem i verdensklasse. I Hjerneskadeforeningen har vi gang på gang efterlyst, at kommunerne går sammen og udarbejder tilbud i relation til de befolkningsgrupper, de skal betjene. Og hvis de ikke kan klare opgaven selv, burde de etablere et samarbejde, for der er ingen tvivl om, at vi har at gøre med dyr patientgruppe,” siger Morten Lorenzen. 

Ved at lade private aktører tage føring inden for neurorehabiliteringen risikerer man, at uligheden i adgang til tilbuddene øges. Foreløbig vurderer Morten Lorentzen ikke, at det er et problem, men risikoen var medvirkende til, at han engagerede sig i Forenede Neuro Cares bestyrelse, og det er en problematik, der skal håndteres, mener han.

"Når tilbuddet etableres i privat regi, vil der komme et element af, at dem, der har råd, vil få adgang til mere, end dem, der ikke har, og det er beklageligt, når det handler om basale sundhedsydelser, men det er ikke anderledes, end inden for alle andre specialer, hvor der findes private udbydere," siger Morten Lorenzen. 

Speciallæge og direktør ved Sclerosehospitalerne i Danmark Merete Stubkjær Christensen er enig. Hun vurderer lige som Morten Lorenzen, at Forenede Neuro Cares udvidelse er god og nødvendig. 

”Neuroområdet er ét af de områder, hvor behovet for specialiserede fagprofessionelle er allerstørst. Det er jo altomfattende for personen, når hjernen påvirkes, og derfor skal de fagprofessionelle arbejde ud fra en biopsykosocial tilgang – hvilket er en kompleks størrelse – som vi har fået en fælles forståelse med neurologerne om. Så på dén måde er jeg glad for, når vi er flere, der arbejder med den multidisciplinære tilgang,” siger hun.

Brug for løsninger

På den anden side finder hun ikke risikoen for øget social ulighed tillokkende.

”Stadig flere får private sygesikringer gennem deres arbejde, hvilket vil øge uligheden for dem, der hverken har arbejde eller penge. For eksempel unge sclerosepatienter. Derfor vil vi på Sclerosehospitalerne gøre alt for, at det offentlige påtager sig den behandlingsopgave, som rehabilitering er. Det er alt for dyrt at lade være og vil forringe mange sclerosepatienters dagligdag,” siger Merete Stubkjær Christensen.

Samtidig mener hun, at den store mangel på sundhedsprofessionelle næsten altid stilles op, som om det blot er et spørgsmål om at rekruttere og fastholde tilstrækkeligt mange medarbejdere. Men i det store perspektiv, dur analysen ikke:

”Når jeg ser på den demografiske udvikling med faldende skatteindtægter fra små generationer i lønarbejde i kombination med et stigende antal ældre med behov for hospitals- og omsorgsydelser, så vil det påvirke sundhedssystemet markant. Faktisk hørte jeg en sundhedsøkonom påpege, at vi skal bruge en hel ungdomsårgang, hvis vi skal opretholde et sundhedssystem, som vi kender det i dag. Men dét problem mangler vi at finde brugbare løsninger på,” siger Merete Stubkjær Christensen.

Merete Stubkjær Christensen foreslår derfor tre ting, som kan bidrage til at øge udbuddet af ensartet, kvalificeret neurorehabilitering fremadrettet. Punkt ét er at søge efter nye penge, der kan kanaliseres ind i det offentlige system gennem nye former for samarbejde. 

”Et eksempel er social investering via fonde, der gerne vil investere i velfærd og via projekter finde løsninger. På Sclerosehospitalerne er vi i gang med at se nærmere på denne model, som har den store fordel, at den går på tværs af sektorgrænser. Samtidig giver modellen mulighed for at fastholde en lige adgang for alle, høj som lav, når pengene går til offentlige hospitaler,” siger Merete Stubkjær Christensen.

Hendes andet bud er, at udvikle nye teknologier, hvor læger og sundhedspersonale via apps, digitale møder og hjælpeprogrammer som for eksempel vitual reality og spil kan hjælpe med at træne for eksempel patientens kognitive evner.

"Vi kan nå meget længere, end hvor vi er nu,” siger Merete Stubkjær Christensen.

Og endelig skal civilsamfundet i højere grad på banen, mener hun.

”Det kan være via meningsfulde patientgrupper, som kan hjælpe hinanden eller via den lokale idrætsforening, interessegrupper eller andre, der kan etablere for eksempel vandre- eller ryggrupper for mennesker funktionsnedsættelser – hvilket der allerede er fine eksempler på. Det er ikke rehabilitering men nødvendig forebyggelse.”