Drenge med muskeldystrofier har øget risiko for psykiatriske symptomer
MDA: Væsentligt flere drenge med Duchenne eller Becker muskeldystrofi udviser psykiatriske symptomer end raske børn.
Det viser resultaterne af en undersøgelse, som amerikanske forskere fra University of Arkansas Medical School fremlagde i en poster (#54) ved denne uges MDA-konference i Nashville, USA. Undersøgelsen omfattede 37 drenge med muskeldystrofier i alderen 4-19 år (median = 12,2 år), hvis psykiske helbred blev vurderet af deres forældre.
Vurderingen var baseret på en 17-punkts tjekliste (Pediatric Symptom Checklist, PSC-17), der adresserer indadvendte og udadvendte psykiske symptomer samt ADHD-relaterede adfærdsmæssige udfordringer. Derudover vurderede forældrene symptomer på obsessiv-kompulsiv tilstand (OCD) ud fra Revised Child Anxiety and Depression Scale (RCADS-P). Forældrenes vurdering af deres børns psykiske symptomer blev sammenlignet med det normative gennemsnit for de enkelte symptomer.
Sammenligningen viste, at 59 procent af patienterne havde mindst ét klinisk symptom, som forekom hyppigere end det normative gennemsnit, mens 49 procent havde to eller flere af sådanne symptomer. De mest almindeligt forekommende forhøjede symptomer var problemer med internalisering (41 procent), opmærksomhed (31 procent) og eksternalisering (25 procent). Seks procent af patienterne havde signifikant forhøjede symptomer på OCD, der lå mindst 1,5 standardafvigelser over det normative gennemsnit.
Forskerne konkluderer, at drenge med muskeldystrofier er mere udsatte for psykiatriske symptomer end raske børn. De bemærker desuden, at deres resultater svarer overens med tidligere forskning på området.

