Såkaldte paramagnetic rim lesions (PRLs) er en specifik biomarkør for multipel sclerose og et nyt studie tyder på, at de også er markør for mere invaliderende sygdomsforløb.

Læsioner af typen PRL medfører diffus skade på den hvide hjernesubstans, der omgiver dem, og er derfor mere ødelæggende for patienten end såkaldte SWI-isointence læsioner (SILs). PRL’er kan være en biomarkør for stille progression, konkluderer østrigske og slovenske forskere i et nyt studie, hvor de har analyseret MR-data fra tre forskellige typer læsioner hos i 30 patienter med MS.

Ud over PRL'er og SIL'er har forskerne også set på læsioner med hypointenst signal ved såkaldt diffuse susceptibility-weighted imaging (SWI), og I alt omfatter studiet, der er publiceret i Multiple Sclerosis Journal, data fra 59 PRL’er, 74 DSHL’er, and 107 SIL’er.

Tog længere tid

Disse data er blevet analyseret ved hjælp af den multidynamiske multi-echo sekvens-behandlingssoftware SyMRI, og forskerne finder, at T1-relaksationen i PRL’er tog længere tid end i DSHL’er og SIL’er (2030.5 (1519–2540) vs 1615.8 (1403.3–1953.5) vs 1199.5 (1089.6–1334.6), both p < 0.001).

Og i forhold til den hvide substans omkring SIL’er og i det normalt udseende væv varede T1-relaksationen ligeledes længere i den hvide substans omkring PRL’er og DSHL.

Patienter med sekundær progressiv MS havde desuden længere T1 relaksationstid i PRL’er end patienter med sen attakvis MS og i vævet omkring PRL’er sammenlignet med patienter med tidlig attakvis MS. 

På den baggrund konkluderer forskerne, at PRL’er er forbundet med større skade end SIL’er, og at vævet omkring PRL’er kan antyde, om patient oplever stille progression.